Henrik Queistch

 
13882176_10209821056423752_6511073431525548194_n.jpg

Født 1963. Uddannet i Litteraturvidenskab/Moderne Kultur og Kulturformidling. Gennem tre årtier tilknyttet Ekstra Bladet som musik-, film-, tv- og boganmelder m.m. Var i en periode kulturredaktør samme sted. Har tidligere været musikredaktør på Nat&Dag og kritikredaktør på Blender. Desuden leveret bidrag til en lang række medier fra Euroman til Danmarks Radio. Medforfatter til bøger om bl.a. Lou Reed og David Bowie. En af hovedforfatterne bag Dansk Rockleksikon. Har siden 2017 lavet podcasten ’Rockhistorier’ sammen med Klaus Lynggaard, der hver uge gennem to timer tager fat på et nyt tema fra musikkens forunderlige og vidtfavnende verden.

Erfaren foredragsholder om bl.a. Bob Dylan, Leonard Cohen, Patti Smith, Kim Larsen, Lou Reed, David Bowie og mange andre koryfæer Alle foredrag skræddersys til det aktuelle publikum og den specifikke situation.

Stiller også gerne op som moderator og podcastvært.

Senest tilkomne foredrag:

Hvad er det musikken kan?

Mennesket har spillet musik gennem mindst 40.000 år – og sandsynligvis sunget endnu længere. Alle kulturer gennem historien har frembragt en eller anden form for musik. Hvorfor? Og hvorfor fremkalder den så stærke følelser i os? Hvordan skaber vi en mening ud af musikalsk lyd?

Nogle er mere musikalske end andre, men stort set alle har et forhold til musik i en eller anden udstrækning. Gennem en blanding af bl.a. filosofi, matematik, historie og neurologi undersøges det, hvorfor musikken rammer os så direkte både i krop og sjæl. Og hvorfor noget musik betyder mere for os end noget andet.