Jan Eriksen

 
TIL NETTET - Jan Eriksen  013.jpg

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88. Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden arbejdede han på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.
Jan Eriksen er foredragsholder, og han anmelder for Gaffa og er musikredaktør på POV.International og musikredaktør på podcastmediet Mediano Music.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, blandt andet biografierne 'Rundt om et misbrug - det er muligt' sammen med Niels Noller Olsen, 'LIV - en fortælling om at lære at leve' sammen med Jill Liv Nielsen og Anne, Sanne og Lis - historien om en dansk musikrevolution' samt krimierne 'Smuk som et nakkeskud' og 'Alt det, som ingen ser'.

Foredrag:

Super Aktuelt ABBA foredrag:

Thank you for the music 
Indimellem taler man om en  ABBA  revival. Men har Agnethas, Björns, Bennys & Anni-Frids musik nogensinde været væk? 

Et samlet pladesalg på ca. 380 mio. plader taler sit eget sprog om en vedvarende succes. Læg dertil at musicalen ’Mamma Mia!’ har solgt mere end 60 mio. billetter. 

Og nu er ABBA  for første gang i 40 år aktuelle med et nyt album og singlerne ’I Still Have Faith in You/Don’t Shot Me Down’. 

Samtidig har de i maj 2022 premiere i London på nogle hologram-koncerter, hvor  ABBA  kommer til at optræde som en form for digitale kopiudgaver af bandmedlemmerne, såkaldte avatarer – eller i det her tilfælde ‘abbatarer’. 

I foredraget ’Thank You For The Music’ fortæller journalist og forfatter Jan Eriksen historien om den musikalske baggrund og tilfældighederne, der i slutningen af 60erne førte de fire succesfulde svenskere sammen sammen med tekstforfatter, iværksætter og bulderbasse Stig ’Stikkan Andersson, der fik tilnavnet Den 5.  ABBA

Eriksen fortæller om det, der skulle blive kvartettens triumftog efter sejren i Melodi Grand Prix 1974 og spiller selvfølgelig en masse  ABBA-klassikere – og fortæller, hvad der egentlig foregik i studiet, da bl.a. ’Waterloo’ blev skabt. 

Det er også en fortælling om det sammenhold, der skabte eventyret, men som allerede begyndte at knirke, da succesen var på sit allerhøjeste. I dag elsker alle  ABBA – måske mere end nogensinde. Men vi kommer også ind på den stærke modstand, politisk og musikalsk,  ABBA mødte op gennem 70erne – især her i Skandinavien og England. 

Jan Eriksen har fulgt  ABBA  siden deres første album udkom i 1972. Han har senere interviewet Björn Ulvaeus to gange, Anni-Frid Lyngstad en gang og Benny Andersson en gang.  

Den troende Elvis Presley
Historien om Elvis Presley, der blev den første rock’n’roll- stjerne og senere døde en tragisk, tidlig død som 42-årig er kendt af de fleste. Udover en stor musikalsk dedikation havde Elvis et stort religiøst engagement.
Han blev født i og voksede op i yderste fattigdom i Bibelbæltet, nærmere bestemt Tupelo, Mississippi og senere Memphis, Tennessee.  Hans mor, Gladys, der var dybt religiøs, tilhørte Pinsekirken. Såvel mennesket som musikeren Elvis Presley blev formet af sin opvækst - ikke mindst af mor Gladys, der til en vis grad så ham som en Jesus-figur med et helt specielt talent.  Man kan sige, at hendes påvirkning kom til at præge ham helt frem til hans død. På godt og ondt. Især de tidlige møder med den hvide gospelmusik i Pinsekirken og senere den sorte gospelmusik med rod i baptist-bevægelsen prægede hans sang, livsindstilling og holdninger og gerninger.
Elvis Presley tog buddet om at udvise barmhjertighed dybt alvorligt.  Faktisk var han så generøs, at han trods millionomsætning flere gange var tæt på at gå fallit. Næst efter Aretha Franklins ”Amazing Grace” er Elvis Presley’s gospel-album ”He Touched Me” det mest solgte gospel-album nogensinde.

Anne, Sanne og Lis - historien om en dansk musikrevolution
I 1980 bragede Anne Linnet Band ind på den danske musikscene og blev i folkemunde udødeliggjort som Anne, Sanne og Lis. Med efternavnene Linnet, Salomonsen og Sørensen skabte de sammen en række hits som "Det er ikke det, du siger" og "Måne, sol og stjerner", som de i de følgende år turnerede landet tyndt med. 35 år efter deres sidste koncert optræde de igen for fulde huse ved en stribe comebackkoncerter.

Journalist og forfatter Jan Eriksen har mødt, interviewet og anmeldt de tre kunstnere mere end 30 gange i alt. 

Baseret på sin biografi ’Anne, Sanne og Lis – historien om en dansk musikrevolution’ fortæller han her historien om de tre kvinder, der sammen og hver for sig forandrede ikke bare rockscenen, men også verden omkring dem. Sammen udfordrede Lis og Anne i Shit & Chanel som de første en mandlig bastion. Og det endda på deres egne præmisser. 

Hvorfor fik de så stor betydning for den danske rockscene i 80’erne? Hvad var deres hemmelighed? Hvorfor stoppede Anne Linnet Band så brat? Og hvorfor fandt de sammen igen?

I sit foredrag søger Jan Eriksen at give et svar, krydret med en masse musik som illustration af, hvorfor Shit & Chanel, Anne Linnet Band og de tre solister kom til at lyde, som de gjorde. 

KIM LARSEN
Kim Larsen blev den indtil videre største danske folkekunstner nogensinde. Han skabte musikalsk bro mellem indtil flere generationer. Han var en nutidig Dirch Passer, Elvis Presley og Grundtvig i samme person.

Hvad skabte den enorme succes? Hvorfor lige ham? Hvordan havde Kim Larsen det selv med sin succes? Hvad drev Kim Larsen?

Det var i 1949 eller cirka deromkring, Kim Larsen kom til verden i en stuelejlighed i Sølvgade i København. Senere flyttede han med sin mor og bror til Nordvestkvarteret i København. 

Han fandt sin vækkelse på Askov Højskole og nåede at arbejde to år som lærer, inden Christianshavn og musikken bragte ham sammen med resten af Gasolin’.

Det førte til en karriere som solist, der i begyndelsen af 80’erne bragte ham omkring New York, hvor han fik idéen til ‘Midt om natten’. Senere flyttede han til Fyn, hvor han opnåede sin tredje musikalske ungdom med bandet Kjukken.

I foredraget taler Jan Eriksen om Kim Larsens betydning, hans kampe, hans nederlag og selvfølgelig hans mange succeser. Han taler også om Kim Larsens mindre kendte sider. Ligeså vel som Kim Larsen var en stor ynder af dansk vise- og revykunst, var han i besiddelse af en stor litterær interesse, der gennemsyrer alle hans plader.

Journalist og forfatter Jan Eriksen har flere gange interviewet Kim Larsen, hans musikervenner og andre omkring ham. Han har anmeldt Kim Larsen og Kjukkens koncerter og plader i alt mere end 20 gange. 

 

DEN UKENDTE ELVIS PRESLEY
Alle kender historien om The King of Rock’n’Roll. Eller gør vi? I dette foredrag går journalist og forfatter Jan Eriksen bag om myten, sydstatsmanden og sangeren Elvis Presley, der skrev manualen for fænomenet rockstjerne. Elvis var den første. 

Undervejs i sit kun 42 år lange liv oplevede han enorme op- og nedture. Hvor kom den evigt søgende sanger fra? Hvem og hvad skabte mennesket, stilskaberen og musikeren Elvis Presley? Var han virkelig den første rockmusiker? Var han så ulykkelig og udbrændt, som eftertiden dømte ham, da han døde? Og hvorfor indtjener han i dag ligeså meget som i sin storhedstid?

Jan Eriksen har mødt og talt med flere af de personer, der i længere eller kortere perioder levede og arbejdede sammen med The King of Rock’n’Roll. Bl.a. trommeslageren D.J. Fontana, der spillede sammen med Elvis de første år. Sygeplejersken Trish Henley, der arbejde som sygeplejerske for Elvis i årene 1969 – 77. Musikeren Norbert Putnam, der medvirkede som bassist på de fleste studieoptagelser med Elvis i årene 1969 til ’77. Red West, der arbejdede som bodyguard for Elvis. ‘Lågepigerne’, der har viet deres liv til Elvis, siden de tilbragte deres teenageår med at stå foran lågen ved Graceland. Og endelig Barbara Hearn, Elvis’ ungdomskæreste.